Kommuneskolen eller friskolen

Ind imellem kommer jeg til at læse indlæg om skolen, hvor der er tanker, der krydser hinanden på en interessant og perspektiverende måde.

Denne gang var det et indlæg på Facebook om Rambøl og deres omfattende indsigt i og viden om den offentlige sektor, det andet var et debatindlæg i Jyllandsposten om, hvorfor så mange forældre vælger folke(kommune)skolen fra.

På baggrund af et program udviklet i samarbejde med 2 danske forskere og forskellige offentlige institutioner i Vejle er man begyndt systematisk at indsamle data, der skal være med til at udvikle kommuneskolen. Programmet hedder Hjernen & Hjertet og er blevet indført i en lang række danske kommuner (65) og er også rullet ud i store dele af Norge. Programmet er velbeskrevet på Rambølls sider om projektet. (Foretag din egen søgning.)

Det betyder, at der i dag er ved at blive bygget et kæmpe datavarehus op, som kan være med til at sikre bedre og præcise oplysninger om hvilke indsatser, der virker i kommuneskolerne. Det vil være med til at give lærerne et klarere indtryk af, hvor de skal bruge deres kræfter, for at give eleverne det bedst mulige afsæt videre i livet. Det tegner til at blive den totale sammenkobling mellem trivselsmålinger, Læringsplatforme, Nationale test og Uddannelsesparathedsvurderinger. Det vil give kommunen og skolelederen hidtil usete redskaber til styring af elever, lærere og pædagoger.

Udviklingen af denne model er gået hurtigt – introduceret ca 2012 og derefter stille og roligt videreført og implementeret i stadig flere kommuner landet over. Kompleksiteten i projektet er udvidet hele vejen gennem projektet og ser ikke ud til at ville skulle stoppe foreløbig.

Et midlertidigt bump på vejen for projektet bliver det helt sikkert når trivselsmålingerne ikke må kobles til elevernes personnumre længere. Men det er sikkert kun et spørgsmål om tid, til der er faldet lidt ro på vreden, så kommer der nye og fornuftige argumenter på bordet, med det resultat at data igen på en eller anden måde kan kobles sammen alligevel?

Så kommunerne har arbejdet meget hurtigt med disse planer, der kunne medføre, at der er grupper i dette land, der vil sidde med en viden skabt på et snævert grundlag – uden en grundig demokratisk debat om disse tiltag vil udvikle kommuneskolen i den retning, vi alle har ønsket det. Det er et voldsomt stort problem. Det, der sker, kan opfattes som et ønske om at afkoble lærere/pædagogers faglige viden, forældrenes viden om deres børn og deres velbefindende ved etablering af et centralistisk, uigennemskueligt virvar af data, som kun Rambøll og få kommunale embedsmænd har den fulde indsigt i. Det er ikke en demokratisk stat værdig at arbejde på den måde. Der skal en langt større brugerinddragelse til – minimum på forældreniveau. Lærere og pædagoger vil kunne se frem til at skulle løse opgaver udtrukket fra Datavarehuset og stillet af kommunen.

Læs mere om Rambølls indflydelse på kommuneskole/børneliv her: https://www.folkeskolen.dk/572480/i-anonymitetens-land

Hvad så med forældrenes ønske om at lade deres børn gå i et andet skoletilbud end det kommunale? Der foregår tilsyneladende et arbejde, som vi ikke er fuldt ud informeret om som borgere i Danmark, det alene kan gøre en urolig, hvis man er leverandør af barn til den kommende kommunale læringsproduktion. Derfor kan man godt forstå, at der er forældre, der vil klare uddannelsesopgaven selv og vælger kommuneskolen fra. Uden den totale overvågning.

Bortset selvfølgelig lige fra den åbenlyse sparebølge kommunen sætter igang. Her skubber kommunerne skolelederne foran sig og pålægger dem at tage det økonomiske ansvar for skoledriften i skarp konkurrence med de øvrige skoler i kommunen. Nogle kan det og har veldreven skoler, andre oparbejder underskud, der påvirker skolers udvikling i negativ retning i årevis. Midlerne til at holde budgetterne i ro, går bl.a. via inklusion. Elever, der åbenlyst burde have massiv støtte, holdes med tvivlsomme løsninger i kommmuneskolen, sikkert til skade for barnet selv og med negativ påvirkning af klassens sociale miljø. Denne kommunale ledelsesmetode virker mest af alt som ansvarsforflygtigelse. Men metoden giver tydelige skydeskiver i den offentlige debat senere. Skolen ikke kommunen er de skyldige. Så i det lys kan det ikke undre, at der er forældre, der ønsker det bedre for deres børn, og flytter dem til overskuelige sammenhænge, og ikke lader dem blive i kommuneskolernes virvar.

Det giver så anledning til det sidste perspektiv – fremtidens skole. Heldigvis er der stadig engagerede forældre, der tør vise vejen ved at følge deres egne mavefornemmelser på deres børns vegne, og sikrer dem alternative udviklingsmuligheder. Disse udviklingsmuligheder vil forhåbentlig medvirke til den mangfoldighed skolevæsenet tidligere kunne levere lokalt. Kommuneskolen kan helt sikkert fremover levere prototyper til det samfund vi i dag kan forestille os, og med data fra et Datavarehus er det ikke sikkert, at vi kan se forskellen, men med den hastighed verden udvikler sig på, skyder vi helt sikkert ved siden af med et så enstrenget spor, som kommunerne lægger op til ved at anvende et stort datavarehus hvor de daglige brugere er afkoblet fra indflydelse og hvor lærere og pædagoger får leveret præfabrikerede løsninger inden for meget snævre rammer.

Det store problem i den sammenhæng bliver hvor langt ned vi skal i kompetenceniveau? Der skæres i alt og viden begrænses med det resultat, at elevernes grundlag for at blive dygtige samfundsborgere begrænses. Det, der bør styrkes, svækkes og det er skræmmende – især når vi ser på hvilke informationsmængder visse samfundsgrupper i dag er ved at tilegne sig. Det er og bliver et demokratisk problem.

Penge til skolen virker

Udsagnet virker nærmest selvforklarende, men de seneste års skoledebat i hele verden har lidt under den store misforståelse at “less is more”. Jeg har med stor interesse kigget i en interessant artikel fra USA, der klart konkluderer, at det nytter at investere i undervisning – især i indskolingen – når man ønsker at knække den skæve sociale kurve.

Vi kan tilsyneladende opnå finske tilstande (løfte de dårligst fungerende familiers børn), når vi investerer tilstrækkeligt og retfærdigt i det danske skolevæsen.
Fra konklusionsafsnittet i “How Money Matters for Schools” skrevet af Bruce D. Baker fra Learning Policy Institute kan fremhæves:
1. Forbedringer (tilstrækkelige og retfærdige) i udgifterne per elev er positivt forbundet med forbedrede elevpræstationer.  I nogle studier er udbyttet af effekten større end i andre studier, og i visse studier er effekten bedre for nogle elever end for andre – typisk er effekten større for de elever, der har de største uddannelsesmæssige behov. Det er tydeligt, at der også er faktorer, der modererer elevudbyttet af de offentlige investeringer – bl.a. når der ses på, hvordan pengene bruges.
Men forbindelsen mellem højere investeringer og elevudbytte fastholdes selv i store tværgående studier.
Så i det store billede viser direkte tests af forbindelsen mellem økonomiske ressourcer og elevudbytte, at penge har en betydning.
2. Skoleinitiativer der koster penge, som reduktion af klassestørrelser og øget lærerløn, kan positivt forbindes med elevudbytte, især når penge   – f.eks når de bliver brugt til at oprette optimale klassestørresler i indskolingen og for dem med særlige behov, og når væksten i lærerlønnen anvendes til at øge kvaliteten af lærergruppen.
3. Vedholdende forbedringer af både niveau og fordeling af tildelte ressourcer på tværs af de offentlige skoler, viser forbedringer i niveauet og fordelingen af elevudbytte, som dokumenteret i beståede eksamener, opnåede uddannelser og lønninger senere i livet. Penge gør det ikke alene, tilstrækkelig og retfærdig fordeling af økonomiske bidrag skaber den nødvendige underliggende betingelse for, at forbedre den tilstrækkelige og retfærdige forskel i resultaterne. Er pengene til rådighed kan skolerne bruge dem produktivt, er de der ikke, kan de ikke. Men ansvarlig omgang med ressourcerne er også vigtig. Dokumentation fra især Massachusetts påviser, at passende kombination af øgede ressourcer og ansvarlighed baseret på gennemtænkte standarder for elever og lærere, viser de mest lovende resultater.
Når man ser på hovedparten af undersøgelserne, viser de, at ressourcer har betydning, og at statens investeringer i skolereformer kan ændre elevernes resultater, så virker det overraskende, at der har været rejst tvivl om dette faktum. Der har i flere tilfælde været historier fremme om, at skoler kunne opnå bedre resultater med færre penge, at penge ikke er en nødvendig underliggende forudsætning for skoleforbedringer og at i de mest ekstreme tilfælde at besparelser faktisk kan stimulere forbedringer som tidligere tiders budgetstigninger ikke har kunnet medvirke til at opnå.
Men der er ingen dokumentation for disse påstande. Tværtimod er der bevis for, at penge har en betydning. Skoler og skoledistrikter med flere penge til rådighed har tydeligvis en større mulighed for at tilvejebringe højere kvalitet, bredere og dybere uddannelsesmuligheder for de elever, skolerne underviser.  Desuden – når der mangler tilstrækkelige midler eller i kølvandet på store budgetbesparelser – er skolerne ude af stand til at genneføre mange af de tiltag, der er nødvendige for at udvikle eller vedligeholde kerneelementerne i kvalitetsuddannelser, og resultaterne vil til slut falde.
Uden tilstrækkelige ressourcer, vil effektivitetsforbedringer (som at fokusere på lærer-kvalitet ifht. lærer-antal) og fornyelser (som blended learning), som anbefales bredt, slet ikke kunne komme på tale. Vi kan ikke både anvende penge på reduktion i klassestørrelser og samtidig øge lærerlønningerne for at forbedre lærekvaliteten, når der ikke er midler til rådighed for nogle af initiativerne – slet ikke når klassestørrelserne er høje i forvejen og lærerlønningerne ikke er konkurrencedygtige.
Når så disse forhold optræder hvor elevbehovene er størst, står man i den situation, at det ikke er muligt, at skaffe de ressourcer der er nødvendige for at begrænse forskellene i uddannelsesbehovene.
The available evidence leaves little doubt: Sufficient financial resources, equitably distributed in
relation to pupil needs, are a necessary underlying condition for providing quality education.

Norsk fnat

Norsk fnat er det store samtaleemne i bl.a. Næstved. En skole er blevet lukket , på baggrund af anbefalinger udgivet af Statens Seruminstitut.

Det er et godt billede på udviklingen i hele den offentlige sektor. Valget mellem “Den korte lange vej” eller “Den lange korte vej”.

I bestræbelserne på at strække kommunens penge så langt som overhovedet muligt, lover man folket guld og grønne skove, men det sker på bekostning af kvalitet.

Derfor vælger kommunen “den korte lange vej” – at skære ned på alle områder, så pengene kan dække så mange områder som muligt – at smøre midlerne ud over et stort område i et tyndt lag. Så det er muligt at påstå, at man som kommune har levet op til de mange valgløfter.

Resultatet viser sig så i form af sygdom, der breder sig ukontrollabelt. Sygdommen bliver et billede på resultatet af manglende kvalitet. At man ikke kommer grundigt ud i hjørnerne – nogen eller noget bliver ikke set eller hørt i tide, og konsekvenserne bliver en meget lang vej før problemerne bliver løst.

Inklusion, bleer til de gamle, tid til nærvær ……..

Den dag – i klassen

Fredag. Vi lægger godt fra land. Der er en positiv og forventningsfuld stemning. Der mangler et barn. Jeg er tilbage fra 3 dages sygdom. Psykosomatisk ondt i halsen eller som man vil dække det med – en voldsom forkølelse, der har sat sig på stemmen. Jeg får at vide, at eleverne er glade for at se mig, for de er trætte af at have vikar. De mangler det genkendelige og rutinerne.  Vi nyder samværet, og vi gennemgår dagens opgaver, og vi er i gang.

I gang er også den høje stemme, der kommenterer på alt muligt irrelevant, og som forstyrrer os alle sammen, så vi aldrig helt når i dybden. Fordi vi pludselig skal tage stilling til et udsagn, slynget meningsløst ud i klasserummet. Af et barn, der med stor sikkerhed, er usikker på sig selv, på de andre og de voksne. Den usikkerhed forplanter sig til andre i klassen, der støtter adfærden med grin og yderligere kommentarer. Jeg følger op med at påpege, at der er nogle her, der ikke er gode klassekammerater. Denne støtte i negativ adfærd er ikke det eleven har brug for – der er brug for en dybere indsigt i årsagen til den forstyrrende opførsel.

Det manglende barn dukker op efter første modul – efter sigende glad og frejdig. Men det er kun tilsyneladende. Eleven er i dyb konflikt med sig selv, og de krav, der stilles, og som skal opfyldes i løbet af weekenden. Konflikterne tårner sig op og konsekvensen er, at jeg må kaste håndklædet i ringen efter 90 minutter. Igen – der er brug for en dybere indsigt i årsagen til den forstyrrende opførsel.

Kravene til at komme i forbindelse med den dybere indsigt går gennem 3 sideløbende, hierarkiske indberetningssystemer. Så for at komme i gennem til denne indsigt – og overvejelsen inklusion eller eksklusion – skal der et betydeligt bureaukrati til. En unødvendig forhalingsproces, der er med til at forringe flere elevers skolegang og for nogle af dem deres liv. Dette er en model – jeg har også set den implementeret med møderækker, hvor de samme ting bliver sagt, og hvor tidsforbruget blot hober sig op, uden der bliver gjort noget, der ville kunne hjælpe eleverne med bekymrende adfærd.

Det er inklusion, når den er værst, for man er bange for, at skolen skal komme i underskud på budgettet, fordi de kan blive straffet ved at skulle betale prisen en dyr specialskole. Men hvad er den langsigtede pris? For barnet?

Den Lange Skoledag

den lange skoledag

Det kan ikke komme bag på nogen, at diskussionen om den lange skoledag har bølget frem og tilbage. Den rummer nemlig den klassiske konflikt mellem ressourcer og indsats.

Reformens mødre udtænkte i deres lønkamre løsningen på den lange skoledag – nemlig bevægelse. For bevægelse fremmer indlæringen. Variationen skulle være med til at sikre et godt miljø dagen lang. Sagde ledelsen og lagde dermed en NY opgave på lærere og pædagogers bord. Som ledelsen implementerede med samme grundige instruktion som alle andre store ændringer i skolen – “det finder I lige ud af – vi har tillid til, at I ved, hvad der skal gøres.” Det er derefter unødvendigt at sige, at resultatet bliver noget blandet.

Men der sker også noget andet – der etableres forventninger blandt brugerne af skolen – på baggrund af stat og kommuners positive udmeldinger om, at der sker noget godt – bevægelse.

Næste skridt er, at ledelsen stiller spørgsmålet til lærerne – “hvad gør I, nu når I er blevet pålagt at sikre mere bevægelse?” Læs de utallige rapporter om den mangelfulde implementering – men hvor sidder aben? Hos politikerne, ledelsen eller hos medarbejderen?

Derfor er det vigtigt at se realistisk på, hvad det er, der er målet, hvordan implementerer ledelsen politikernes nye tiltag, og hvor mange ressourcer ønsker ledelsen og politikerne, der skal bindes i opgaven (i forhold til det beskrevne mål). Bindes der ikke ressourcer i projektet, hvad tror du så resultatet bliver?

Foran dette projekt udrullede reformens mødre også “inklusion”. Dette kæmpeprojekt blev implementeret med samme omhyggelighed som bevægelse og desuden nidkære besparelser. Resultatet: Børn der ikke får den nødvendige og helt rimelige støtte i forhold til deres udfordringer. Uroen, det bringer med ind i klassen/skolen, gør de lange skoledage endnu længere. Er der noget, der trætter alle, så er det den destruktive larm.

Derfor virker det dobbeltmoralsk, at politikere og organisationer nu mener, at flugten fra kommuneskolen skal stoppes. Hvad er det, politikerne ikke kan forstå i dette signal? I har etableret en struktur, der ikke giver glade børn, derfor tager forældrene deres børn ud af kommuneskolen og flytter dem til rammer, der opfylder deres og barnets behov.

De sårbare børn – nu også videnskabeligt dokumenteret

En amerikansk undersøgelse, offentliggjort i september 2017 viste for første gang, at forskere har været i stand se ændringer i neurale strukturer i specifikke områder af hjernen hos personer, der havde været udsat for misbrug i barndommen. Forskerne mener, at disse ændringer kan medvirke til udviklingen af depressive sygdomme og selvmordstanker. KILDE

Dette mønster er så eksemplificeret i en artikel i New York Times 15. oktober 2017 hvor en far – der lever i kriminalitet og stofmisbrug – har videreført misbruget fra sine forældre til sine egne børn. Et billede på hvad der sker i samfund, der ikke har fokus på børns trivsel. KILDE

(18.10.2017) Her kommer så henvisning til australske forskeres viden om hvad tidlige overgreb på børn kan medføre på langt sigt. En opremsning af de samme forfærdelige konsekvenser som ses i studiet ovenfor. KILDE

Vores egne politikere er i gang med et eksperiment som sikkert vil kunne medføre samme mønster, hvis ikke der ændres på indstillingen til ressourceforbruget i den tidlige barndom.

Det afhænger af øjnene, der ser

Det er godt der forskes i udfordrede børns vanskeligheder.  Ikke fordi jeg ikke godt havde en fornemmelse af at ADHD børn har behov for at bevæge sig for at holde fokus, men en video fra et nyt forskningsprojekt i USA leverer overbevisende dokumentation for, hvad det betyder for ADHD børn, at de aktiverer deres eksekutive hjernefunktioner. Læs artiklen og se videoen (linket ligger i bunden af artiklen).

I princippet er der ingen grund til at skælde ud, men blot acceptere behovet for at holde fokus på den måde.

Forældre har en stor betydning for deres barns skolegang

Det vigtigste er, at du som voksen taler med dit barn og ser det i øjnene dagligt. Ole Flemming fremstillede i 80’erne en streamer med ordene “Har du talt med dit barn i dag?” Vigtigere i dag hvor mobil og skærme har overtaget vores fokus.

Så nu genopfinder vi sloganet og ser på, hvad forskere foreslår forældre kan gøre for at hjælpe barnet i skolen:

  1. De vigtigste samtaler mellem voksen og barn foregår mens forældre og barn foretager sig  noget sammen. En gåtur eller et museumsbesøg er en god anledning til at tale med dit barn. Vær helt nærværende … Læg mærke til hvad dit barn ser på og oplever og diskuter det. Stil spørgsmål.
  2. Når du står i kø og venter på at komme videre, så brug tid på at finde ord der rimer, fortæl fantastiske historier, hold dit barns opmærksomhed fanget af en fælles aktivitet, så vil det ikke opføre sig urimeligt og samtidig udvider du dets ordforråd.
  3. Lad være med bare at læse en bog for dit barn fra ende til anden. Få dit barn til at deltage i oplæsningen. Stil spørgsmål om hvordan han/hun har det med en bestemt person i historien. Spørg dit barn om hvad der sker på næste side.
  4. Spis middag sammen hver dag. Spørg hvad der er sket for dit barn i løbet af dagen, når du har fortalt om hvad du har oplevet. Vær nysgerrig på dit barns gøren og laden. Fortæl selv hvad der har været det bedste eller det værste du har oplevet i dagens løb.
  5. Sluk for fjernsynet og hold mobiler og iPads uden for rækkevidde.
  6. Fortæl dine børn om hvad du oplevede som barn. Den bedste måde at få noget at vide på er ved selv at fortælle. Fortæl om den første uge du gk i skole, fortæle om nogle a dine lærere fra dengang, fortæl om dengang du glemte din madpakke, fortæl om ….

Så artiklen slutter med det allervigtigste – tal tal tal med dit barn det udvikler barnets sprog og sikrer dit barn et stort og godt ordforråd.