Rapporten:
En undersøgelse af it-støtte til ordblinde elever på mellemtrinnetElisabeth Arnbak, Dorthe Klint PetersenAfdeling for Fagdidaktik, DPU, Aarhus Universitet.
Citat 1 fra rapporten:
“Vi ønskede at forstå, hvorfor en relativt stor gruppe af de ordblinde elever ikke var aktive brugere af deres it-redskaber.”
Citat 2 fra undersøgelsen:
“Noget overraskende oplyste en meget stor del af vores ordblindegruppe og deres dansklærere, at eleverne ikke brugte it-redskaberne i hverdagens læse- og skriveopgaver. Vi undersøgte derfor, om der var særlige kendetegn ved ordblinde elever, der brugte deres it-redskaber en del i hverdagen og de, der ikke gjorde det. Det viste sig, at ordblinde, der var aktive brugere af kompenserende it, havde signifikant ringere fonologisk kodning end de øvrige ordblinde elever i vores undersøgelse. Dette billede gjaldt især ordblinde elever med dobbelte vanskeligheder (fonologiske vanskeligheder og langsom ordmobilisering). Denne gruppe ordblinde brugte i signifikant højere grad oplæsningsstøtte end ordblinde elever, der ikke havde ordmobiliseringsvanskeligheder.”
Citat 3 fra undersøgelsen:
“Vores data peger således på, at det stadig er et problem at få etableret en struktur på klasseundervisningen, som muliggør, at ordblinde elever kan anvende deres kompenserende it-redskaber på en funktionel måde. Der er behov for, at der på skolen er fagpersoner med ekspertise i læsevanskeligheder og it-kompetencer, der kan vejlede den ordblinde elev og dennes lærere og aktivt følge op på, om aftaler og handleplaner bliver realiseret på en sådan måde, at den ordblinde elev kan få udbytte af skolens fagundervisning.”
Inden jeg går videre vil jeg gerne supplere arbejdsopgaven for læsevejleder/it-vejleder med også at involvere forældrene aktivt.
Når det så er sagt vil spor to være en generel mobilisering på skolen af alle lærere, så det bliver en naturlig del af de skriftlige opgaver at anvende it-programmet.
For ALLE uden undtagelse vil det være en kæmpe fordel, idet vi alle konstant bliver konfronteret med det vi alle næsten kan – her skal vi sikre at eleverne opfatter skrivestøtteprogrammet som en hjælp i denne fase. Det giver den fordel, at vi skriver på et højere niveau i stedet for at blive på det niveau, hvor vi er sikre. Vi kan udfordre os selv hele tiden sprogligt.
Desuden siger det sig selv, at i tysk og engelsk giver det eleverne en støtte både i forhold til stavning og i oplæsningsstøtte. Desuden kan vi som lærere udfordre eleverne ved at få dem til at reflektere over hvorfor programmet kommer med de forslag programmet nu stiller. Der ligger en god læring i dette.
Sammenfattende kan det siges at disse programmer støtter alle, udvikler vores ordforråd og hjælper udfordrede elever med at udvikle deres eget potentiale.
Den gode klassekammerat vil altid støtte og hjælpe og anerkende, at der er nogle, der har andre kompetancer, og som for at udvikle sig har brug for lidt ekstra hjælp. Den gensidige anerkendelse skal vi dyrke, det bedste vi har lært.