Den dag – i klassen

Fredag. Vi lægger godt fra land. Der er en positiv og forventningsfuld stemning. Der mangler et barn. Jeg er tilbage fra 3 dages sygdom. Psykosomatisk ondt i halsen eller som man vil dække det med – en voldsom forkølelse, der har sat sig på stemmen. Jeg får at vide, at eleverne er glade for at se mig, for de er trætte af at have vikar. De mangler det genkendelige og rutinerne.  Vi nyder samværet, og vi gennemgår dagens opgaver, og vi er i gang.

I gang er også den høje stemme, der kommenterer på alt muligt irrelevant, og som forstyrrer os alle sammen, så vi aldrig helt når i dybden. Fordi vi pludselig skal tage stilling til et udsagn, slynget meningsløst ud i klasserummet. Af et barn, der med stor sikkerhed, er usikker på sig selv, på de andre og de voksne. Den usikkerhed forplanter sig til andre i klassen, der støtter adfærden med grin og yderligere kommentarer. Jeg følger op med at påpege, at der er nogle her, der ikke er gode klassekammerater. Denne støtte i negativ adfærd er ikke det eleven har brug for – der er brug for en dybere indsigt i årsagen til den forstyrrende opførsel.

Det manglende barn dukker op efter første modul – efter sigende glad og frejdig. Men det er kun tilsyneladende. Eleven er i dyb konflikt med sig selv, og de krav, der stilles, og som skal opfyldes i løbet af weekenden. Konflikterne tårner sig op og konsekvensen er, at jeg må kaste håndklædet i ringen efter 90 minutter. Igen – der er brug for en dybere indsigt i årsagen til den forstyrrende opførsel.

Kravene til at komme i forbindelse med den dybere indsigt går gennem 3 sideløbende, hierarkiske indberetningssystemer. Så for at komme i gennem til denne indsigt – og overvejelsen inklusion eller eksklusion – skal der et betydeligt bureaukrati til. En unødvendig forhalingsproces, der er med til at forringe flere elevers skolegang og for nogle af dem deres liv. Dette er en model – jeg har også set den implementeret med møderækker, hvor de samme ting bliver sagt, og hvor tidsforbruget blot hober sig op, uden der bliver gjort noget, der ville kunne hjælpe eleverne med bekymrende adfærd.

Det er inklusion, når den er værst, for man er bange for, at skolen skal komme i underskud på budgettet, fordi de kan blive straffet ved at skulle betale prisen en dyr specialskole. Men hvad er den langsigtede pris? For barnet?

Den Lange Skoledag

den lange skoledag

Det kan ikke komme bag på nogen, at diskussionen om den lange skoledag har bølget frem og tilbage. Den rummer nemlig den klassiske konflikt mellem ressourcer og indsats.

Reformens mødre udtænkte i deres lønkamre løsningen på den lange skoledag – nemlig bevægelse. For bevægelse fremmer indlæringen. Variationen skulle være med til at sikre et godt miljø dagen lang. Sagde ledelsen og lagde dermed en NY opgave på lærere og pædagogers bord. Som ledelsen implementerede med samme grundige instruktion som alle andre store ændringer i skolen – “det finder I lige ud af – vi har tillid til, at I ved, hvad der skal gøres.” Det er derefter unødvendigt at sige, at resultatet bliver noget blandet.

Men der sker også noget andet – der etableres forventninger blandt brugerne af skolen – på baggrund af stat og kommuners positive udmeldinger om, at der sker noget godt – bevægelse.

Næste skridt er, at ledelsen stiller spørgsmålet til lærerne – “hvad gør I, nu når I er blevet pålagt at sikre mere bevægelse?” Læs de utallige rapporter om den mangelfulde implementering – men hvor sidder aben? Hos politikerne, ledelsen eller hos medarbejderen?

Derfor er det vigtigt at se realistisk på, hvad det er, der er målet, hvordan implementerer ledelsen politikernes nye tiltag, og hvor mange ressourcer ønsker ledelsen og politikerne, der skal bindes i opgaven (i forhold til det beskrevne mål). Bindes der ikke ressourcer i projektet, hvad tror du så resultatet bliver?

Foran dette projekt udrullede reformens mødre også “inklusion”. Dette kæmpeprojekt blev implementeret med samme omhyggelighed som bevægelse og desuden nidkære besparelser. Resultatet: Børn der ikke får den nødvendige og helt rimelige støtte i forhold til deres udfordringer. Uroen, det bringer med ind i klassen/skolen, gør de lange skoledage endnu længere. Er der noget, der trætter alle, så er det den destruktive larm.

Derfor virker det dobbeltmoralsk, at politikere og organisationer nu mener, at flugten fra kommuneskolen skal stoppes. Hvad er det, politikerne ikke kan forstå i dette signal? I har etableret en struktur, der ikke giver glade børn, derfor tager forældrene deres børn ud af kommuneskolen og flytter dem til rammer, der opfylder deres og barnets behov.