Den dag – i klassen

Fredag. Vi lægger godt fra land. Der er en positiv og forventningsfuld stemning. Der mangler et barn. Jeg er tilbage fra 3 dages sygdom. Psykosomatisk ondt i halsen eller som man vil dække det med – en voldsom forkølelse, der har sat sig på stemmen. Jeg får at vide, at eleverne er glade for at se mig, for de er trætte af at have vikar. De mangler det genkendelige og rutinerne.  Vi nyder samværet, og vi gennemgår dagens opgaver, og vi er i gang.

I gang er også den høje stemme, der kommenterer på alt muligt irrelevant, og som forstyrrer os alle sammen, så vi aldrig helt når i dybden. Fordi vi pludselig skal tage stilling til et udsagn, slynget meningsløst ud i klasserummet. Af et barn, der med stor sikkerhed, er usikker på sig selv, på de andre og de voksne. Den usikkerhed forplanter sig til andre i klassen, der støtter adfærden med grin og yderligere kommentarer. Jeg følger op med at påpege, at der er nogle her, der ikke er gode klassekammerater. Denne støtte i negativ adfærd er ikke det eleven har brug for – der er brug for en dybere indsigt i årsagen til den forstyrrende opførsel.

Det manglende barn dukker op efter første modul – efter sigende glad og frejdig. Men det er kun tilsyneladende. Eleven er i dyb konflikt med sig selv, og de krav, der stilles, og som skal opfyldes i løbet af weekenden. Konflikterne tårner sig op og konsekvensen er, at jeg må kaste håndklædet i ringen efter 90 minutter. Igen – der er brug for en dybere indsigt i årsagen til den forstyrrende opførsel.

Kravene til at komme i forbindelse med den dybere indsigt går gennem 3 sideløbende, hierarkiske indberetningssystemer. Så for at komme i gennem til denne indsigt – og overvejelsen inklusion eller eksklusion – skal der et betydeligt bureaukrati til. En unødvendig forhalingsproces, der er med til at forringe flere elevers skolegang og for nogle af dem deres liv. Dette er en model – jeg har også set den implementeret med møderækker, hvor de samme ting bliver sagt, og hvor tidsforbruget blot hober sig op, uden der bliver gjort noget, der ville kunne hjælpe eleverne med bekymrende adfærd.

Det er inklusion, når den er værst, for man er bange for, at skolen skal komme i underskud på budgettet, fordi de kan blive straffet ved at skulle betale prisen en dyr specialskole. Men hvad er den langsigtede pris? For barnet?

Skriv en kommentar