Kommuneskolen eller friskolen

Ind imellem kommer jeg til at læse indlæg om skolen, hvor der er tanker, der krydser hinanden på en interessant og perspektiverende måde.

Denne gang var det et indlæg på Facebook om Rambøl og deres omfattende indsigt i og viden om den offentlige sektor, det andet var et debatindlæg i Jyllandsposten om, hvorfor så mange forældre vælger folke(kommune)skolen fra.

På baggrund af et program udviklet i samarbejde med 2 danske forskere og forskellige offentlige institutioner i Vejle er man begyndt systematisk at indsamle data, der skal være med til at udvikle kommuneskolen. Programmet hedder Hjernen & Hjertet og er blevet indført i en lang række danske kommuner (65) og er også rullet ud i store dele af Norge. Programmet er velbeskrevet på Rambølls sider om projektet. (Foretag din egen søgning.)

Det betyder, at der i dag er ved at blive bygget et kæmpe datavarehus op, som kan være med til at sikre bedre og præcise oplysninger om hvilke indsatser, der virker i kommuneskolerne. Det vil være med til at give lærerne et klarere indtryk af, hvor de skal bruge deres kræfter, for at give eleverne det bedst mulige afsæt videre i livet. Det tegner til at blive den totale sammenkobling mellem trivselsmålinger, Læringsplatforme, Nationale test og Uddannelsesparathedsvurderinger. Det vil give kommunen og skolelederen hidtil usete redskaber til styring af elever, lærere og pædagoger.

Udviklingen af denne model er gået hurtigt – introduceret ca 2012 og derefter stille og roligt videreført og implementeret i stadig flere kommuner landet over. Kompleksiteten i projektet er udvidet hele vejen gennem projektet og ser ikke ud til at ville skulle stoppe foreløbig.

Et midlertidigt bump på vejen for projektet bliver det helt sikkert når trivselsmålingerne ikke må kobles til elevernes personnumre længere. Men det er sikkert kun et spørgsmål om tid, til der er faldet lidt ro på vreden, så kommer der nye og fornuftige argumenter på bordet, med det resultat at data igen på en eller anden måde kan kobles sammen alligevel?

Så kommunerne har arbejdet meget hurtigt med disse planer, der kunne medføre, at der er grupper i dette land, der vil sidde med en viden skabt på et snævert grundlag – uden en grundig demokratisk debat om disse tiltag vil udvikle kommuneskolen i den retning, vi alle har ønsket det. Det er et voldsomt stort problem. Det, der sker, kan opfattes som et ønske om at afkoble lærere/pædagogers faglige viden, forældrenes viden om deres børn og deres velbefindende ved etablering af et centralistisk, uigennemskueligt virvar af data, som kun Rambøll og få kommunale embedsmænd har den fulde indsigt i. Det er ikke en demokratisk stat værdig at arbejde på den måde. Der skal en langt større brugerinddragelse til – minimum på forældreniveau. Lærere og pædagoger vil kunne se frem til at skulle løse opgaver udtrukket fra Datavarehuset og stillet af kommunen.

Læs mere om Rambølls indflydelse på kommuneskole/børneliv her: https://www.folkeskolen.dk/572480/i-anonymitetens-land

Hvad så med forældrenes ønske om at lade deres børn gå i et andet skoletilbud end det kommunale? Der foregår tilsyneladende et arbejde, som vi ikke er fuldt ud informeret om som borgere i Danmark, det alene kan gøre en urolig, hvis man er leverandør af barn til den kommende kommunale læringsproduktion. Derfor kan man godt forstå, at der er forældre, der vil klare uddannelsesopgaven selv og vælger kommuneskolen fra. Uden den totale overvågning.

Bortset selvfølgelig lige fra den åbenlyse sparebølge kommunen sætter igang. Her skubber kommunerne skolelederne foran sig og pålægger dem at tage det økonomiske ansvar for skoledriften i skarp konkurrence med de øvrige skoler i kommunen. Nogle kan det og har veldreven skoler, andre oparbejder underskud, der påvirker skolers udvikling i negativ retning i årevis. Midlerne til at holde budgetterne i ro, går bl.a. via inklusion. Elever, der åbenlyst burde have massiv støtte, holdes med tvivlsomme løsninger i kommmuneskolen, sikkert til skade for barnet selv og med negativ påvirkning af klassens sociale miljø. Denne kommunale ledelsesmetode virker mest af alt som ansvarsforflygtigelse. Men metoden giver tydelige skydeskiver i den offentlige debat senere. Skolen ikke kommunen er de skyldige. Så i det lys kan det ikke undre, at der er forældre, der ønsker det bedre for deres børn, og flytter dem til overskuelige sammenhænge, og ikke lader dem blive i kommuneskolernes virvar.

Det giver så anledning til det sidste perspektiv – fremtidens skole. Heldigvis er der stadig engagerede forældre, der tør vise vejen ved at følge deres egne mavefornemmelser på deres børns vegne, og sikrer dem alternative udviklingsmuligheder. Disse udviklingsmuligheder vil forhåbentlig medvirke til den mangfoldighed skolevæsenet tidligere kunne levere lokalt. Kommuneskolen kan helt sikkert fremover levere prototyper til det samfund vi i dag kan forestille os, og med data fra et Datavarehus er det ikke sikkert, at vi kan se forskellen, men med den hastighed verden udvikler sig på, skyder vi helt sikkert ved siden af med et så enstrenget spor, som kommunerne lægger op til ved at anvende et stort datavarehus hvor de daglige brugere er afkoblet fra indflydelse og hvor lærere og pædagoger får leveret præfabrikerede løsninger inden for meget snævre rammer.

Det store problem i den sammenhæng bliver hvor langt ned vi skal i kompetenceniveau? Der skæres i alt og viden begrænses med det resultat, at elevernes grundlag for at blive dygtige samfundsborgere begrænses. Det, der bør styrkes, svækkes og det er skræmmende – især når vi ser på hvilke informationsmængder visse samfundsgrupper i dag er ved at tilegne sig. Det er og bliver et demokratisk problem.

Skriv en kommentar