Jeg har lige læst en spændende artikel skrevet af to medarbejdere ved LEGO. Den gennemgår den bagvedliggende litteratur om, hvordan man kan måle kreativitet og de opregner nogle tankevækkende tal fra literaturen.
Små uskolede børn har en kreativitetsscore på 98%, men udskolede personer på 25 år har en score på 3%. Det er interessante tal set i lyset af at vi formentlig får brug for helt nye og nyudviklede kompetancer, som vi end ikke kender i dag.
I en rapport (Human Capital Report med undertitlen “Preparing People for the Future of Work”) udgivet af World Economic Forum bliver det slået fast: “mange af tidens uddannelsessystemer er allerede separeret fra de kompetencer, der er nødvendige for at klare sig i dagens arbejdsmarked”.
I stedet for at fokuser ensidigt på de kognitive evner skal skolerne tage i betragtning at de tre vigtigste evner på fremtidens arbejdsmarked bliver – problemløsning, kreativitet og samarbejdsevner.
Efter forfatternes mening er timingen af vores uddannelser uhensigtsmæssige og vi fokuserer på det forkerte indhold. De understreger at det ikke er så vigtigt tidligt i børnenes liv at lære dem at læse og regne, men at det er vigtigt at børnene får mulighed for at være børn og opbygge sunde og naturlige evner til at lege. (Så ud af institutionen og ind i skoven og leg).
Så vi skal stoppe med at tvinge bogstaver og tal ned i halsen på de små, de skal nok få det lært hen ad vejen, når de er modne til det.
Vi skal ændre fokus både forældre og lærere så vi lader barndommen vare lidt længere – børnene kan tids nok blive store og voksne.
Jeg diskuterede en gang med en af mine kolleger. Hun havde gjort den iagttagelse at der sidst i mellemtrinnet skete en meget uheldig udvikling i samværet i klasserne. Der udviklede sig et mønster hvor de dygtige elever blev set ned på, hvis de ikke stoppede med at vise, hvad de kunne. En sådan adfærd er helt og aldeles utålelig og det er nødvendigt at gøre alt, hvad der står i ens magt, at for at lukke et sådant mønster ned. Det er vigtigt at inddrage forældre og tage diskussionen både ved møder og i klassen med eleverne. Der kan ligge en meget stor begrænsning af kreativiteten i en sådan adfærd også.