Den dag – i klassen

Fredag. Vi lægger godt fra land. Der er en positiv og forventningsfuld stemning. Der mangler et barn. Jeg er tilbage fra 3 dages sygdom. Psykosomatisk ondt i halsen eller som man vil dække det med – en voldsom forkølelse, der har sat sig på stemmen. Jeg får at vide, at eleverne er glade for at se mig, for de er trætte af at have vikar. De mangler det genkendelige og rutinerne.  Vi nyder samværet, og vi gennemgår dagens opgaver, og vi er i gang.

I gang er også den høje stemme, der kommenterer på alt muligt irrelevant, og som forstyrrer os alle sammen, så vi aldrig helt når i dybden. Fordi vi pludselig skal tage stilling til et udsagn, slynget meningsløst ud i klasserummet. Af et barn, der med stor sikkerhed, er usikker på sig selv, på de andre og de voksne. Den usikkerhed forplanter sig til andre i klassen, der støtter adfærden med grin og yderligere kommentarer. Jeg følger op med at påpege, at der er nogle her, der ikke er gode klassekammerater. Denne støtte i negativ adfærd er ikke det eleven har brug for – der er brug for en dybere indsigt i årsagen til den forstyrrende opførsel.

Det manglende barn dukker op efter første modul – efter sigende glad og frejdig. Men det er kun tilsyneladende. Eleven er i dyb konflikt med sig selv, og de krav, der stilles, og som skal opfyldes i løbet af weekenden. Konflikterne tårner sig op og konsekvensen er, at jeg må kaste håndklædet i ringen efter 90 minutter. Igen – der er brug for en dybere indsigt i årsagen til den forstyrrende opførsel.

Kravene til at komme i forbindelse med den dybere indsigt går gennem 3 sideløbende, hierarkiske indberetningssystemer. Så for at komme i gennem til denne indsigt – og overvejelsen inklusion eller eksklusion – skal der et betydeligt bureaukrati til. En unødvendig forhalingsproces, der er med til at forringe flere elevers skolegang og for nogle af dem deres liv. Dette er en model – jeg har også set den implementeret med møderækker, hvor de samme ting bliver sagt, og hvor tidsforbruget blot hober sig op, uden der bliver gjort noget, der ville kunne hjælpe eleverne med bekymrende adfærd.

Det er inklusion, når den er værst, for man er bange for, at skolen skal komme i underskud på budgettet, fordi de kan blive straffet ved at skulle betale prisen en dyr specialskole. Men hvad er den langsigtede pris? For barnet?

Trivsel – magtmisbrug eller udviklende samvær

trivsel

Trivsel er blevet det nye fokuspunkt i skolen. Det er ved for alvor at gå op for rigtigt mange, at uden denne vigtige ingrediens vil de unge, vi skal udvikle, ikke opnå de resultater, det fremtidige samfund stiller til os.

Hvad kommer den verdensomspændende fokus på trivsel til at medføre fremover?

Billedligt talt går diskussionen ud i alle verdenshjørner og bruges ud fra den position, man nu indtager. Det må blot ikke anvendes til endnu en gang ‘if you can’t convince them, confuse them!’ Det er diskussionen alt for vigtig til, især set i lyset af de konsekvenser, det vil medføre for samfundet. (Eliten og pøblen)

Mit synspunkt er, at vil vi udvikle nogen, nytter det ikke at bruge magt. Derfor er grundlaget for samværet  et opmærksomt og nærværende samvær, hvor vi giver og tager. Slutresultatet skal være udvikling.

Vælger man at bruge magt i sit samvær med andre følger undertrykkelsen i fodsporene. Udvikling og kreativitet lades tilbage og kun udenadslæren står tilbage – så længe det varer…..
Selv ledende pædagoger kan finde på, at foreslå at magt skal anvendes i forsøget på at gennemføre udenadslæren (for det er det, man kan få, når man anvender magt i samværet med andre). For mig står oplevelser fra ture til det hedengangne DDR stadig med skræmmende tydelighed, som et næsten nutidigt eksempel på,  hvad magt kan medføre

Derfor kan det undre, at nogen kan mene, at der ikke er tid til at skabe trivsel. Uanset hvordan vi end vender eller drejer os, skal dette være vores vigtigste fokuspunkt. At være der, se, lytte, tale med dem, der omgiver os.

Trivsel handler derfor ikke om tid, men om indstilling. Når den tryghed er på plads skal læringen, uddannelsen og forhåbentlig undervisningen nok indfinde sig.

Læs indlæg fra Jyllandsposten

Debat der viser noget om verdenshjørner

Tosprogede og sprogindlæring – uddannelse

Velstillede familiers børn får rigtigt meget mere med i bagagen, når de skal i skole.  Minde velstillede og især tosprogede fra ikke velstående familier har i.flg. forskning svært ved at få tilegnet sig lige så meget viden og sprog. En amerikansk forsker stille derfor 3 regler op for hvad der bør gøres for at styrke læsningen.

  1. Ressourcer i lokalsamfundet: Starte programmer der er målrettet børns sproglige udvikling. Det kunne være på det lokale bibliotek, sundhedscenter eller i forbindelse med børns øvrige aktiviteter der bringer dem tæt sammen.
  2. Træne forældre eller de plejeforældre der tager sig af børnene. Især træning af hvordan man fungerer positivt socialt sammen kan være med til at udvikle børnenes sprog.
  3. Ny teknologi: Bl.a. apps kan bruges til at uddanne forældre til at forbedre deres børns sproglige evner.

Læs hele pressemeddelelsen her: KILDE